Hero Image

Gritt er passioneret strateg

”Det er onkologien, jeg brænder for, og strategiudviklingen jeg synes er den mest spændende disciplin – at kunne kombinere de to ting er et kæmpe privilegie”.

Selvom Gritt Rasmussen i dag arbejder hos MSD som Senior Marketing Specialist i onkologi, og har gjort det de sidste fire år, er hun egentlig uddannet Civilingeniør i kemi. Hun startede sin karriere i LEO Pharma’s Research & Development-afdeling som analysekemiker. Hele tiden havde hun dog en fornemmelse af, at hun ikke var landet på den helt rette hylde, og at hun ville forfølge andre interesser. Hun tog derfor HD 1. del samt HD 2. del i Marketing Management, samtidig med at hun fortsatte sit arbejde på LEO, for at få en bredere profil og få opbygget et stærkt fundament indenfor forretningsforståelse og markedsføring.

Kemi blev nu skiftet ud med marketingsføring, og Gritt endte med at sidde i LEO Pharmas globale marketingafdeling i seks år. Hun siger dog selv, at hun ikke ville kunne gøre sit job halvt så godt, hvis ikke hun havde sin naturvidenskabelige baggrund, så uddannelsesvalget er ikke fortrudt.

Da hendes mand fik et jobtilbud, rykkede hele familien dog teltpælene op, Gritt sagde farvel til sin stilling, og de flyttede til USA, hvor hun åbnede egen konsulentforretning samt læste fag på Harvard og Cornell.

Freedom to operate

Hjemvendt efter to år i USA, blev Gritt ansat hos MSD Danmark i sin stilling som dedikeret marketingsstrateg i onkologi. Det var muligheden for at arbejde med onkologien, der trak, men Gritt var dog lidt skeptisk, da hun skulle søge jobbet. Hun havde nemlig en forestilling om, at dét at arbejde i et datterselskab begrænsede ens muligheder for selv at sætte den strategiske retning. At blive ansat i MSD Danmark skulle dog vise sig at byde på en positiv overraskelse:

”I MSD sidder man ikke bare ude i markederne, og får en global PowerPoint-præsentation med strategien stukket i hånden, som man så skal implementere. Vi får lov til at lave vores egne lokale analyser og strategiudvikle fra bunden, og det er virkelig et privilegie, når man sidder i et datterselskab, at man får lov til at lave så meget strategi, som jeg gør”.

Den kreative frihed ved strategiudviklingen er netop, hvad Gritt elsker ved sit job, og fordi der er ’freedom to operate’, som hun selv forklarer det, har hun fået forfinet sine marketingkompetencer yderligere i MSD: ”Det var en meget stor overraskelse for mig, og en af de ting, jeg sætter stor pris på i dag”.

”Det er de solide analyser og de gode strategiske diskussioner med dygtige kollegaer fra forskellige funktioner, som giver indsigterne til at udvikle stærke strategier, som hele teamet kan bakke op om. At få hele teamet engageret til at arbejde efter en fælles strategi, og dermed få alle aktiviteter til at gå op i en højere enhed, er noget af det mest spændende og givende.”

I sit daglige virke hjælper Gritt med at bygge bro mellem de forskellige kræftområder og skabe mening og synergier på kryds og tværs. Hun har været med til at sætte strategien for mange forskellige kræftområder, og hun er også dybt involveret i forskellige projekter med samarbejdspartnere. En ting, som også giver Gritt rigtig meget værdi, er at komme ud og få mødt lægerne og patientforeningerne. ”Man forstår først udfordringerne og behovene i onkologien til fulde, når man har været ude og observere, lytte og tale med dem, som har kræften inde på livet til daglig – enten som patienter eller som læger.”

At gøre en forskel

At det lige er onkologiafdelingen, som Gritt sidder i, er ikke noget tilfælde. Hun har vidst, siden hun var helt ung, at det var et område, hun meget gerne ville arbejde med. Gritt brænder for onkologien, og allerede som teenager tænkte hun: ”Hvis jeg engang får mulighed for at arbejde med onkologi, så vil jeg det”. Som så mange andre har Gritt haft personer tæt inde på livet, som har tabt kampen mod kræft. De er i dag inspirationskilden til, hvorfor hun laver det, hun gør i dag, og ofte trækker hun på mindet om dem i en travl hverdag:

”Jeg er så privilegeret at have fået lov til at arbejde med nogle af de kræftformer, som har berørt min omgangskreds igennem livet. Det giver et enormt drive, for jeg ved præcist, hvorfor det, vi laver, er så vigtigt!”

En verden af forskning og data

En af de virkelige interessante udfordringer for Gritt har været at lære at forstå onkologien – også selv om der kun er tale om en mindre flig af onkologien. For kræft er ikke bare kræft, men mange forskellige sygdomme, og behandlingerne er ligeledes meget forskellige. Onkologien er noget af det mest komplekse sygdomsområde, man kan kaste sig over, mener Gritt.

Mængden af data i onkologien er også massiv, og MSD har et kæmpe aftryk i form af både mængden og kvaliteten af kliniske studier, og Gritt anser det for at være et privilegie, at have så mange data til rådighed:

”At få lov til at arbejde inden for et område med så meget klinisk data, er meget unikt. Jeg tror vi i MSD har over 1300 kliniske studier i onkologien. Den investering, der er lavet i onkologi fra MSDs side, er jo fuldstændig enestående”.

 

 

 

Teamet giver arbejdsglæde

En anden helt unik ting ved at arbejde i MSD er de fantastiske kollegaer og det helt specielle sammenhold:

”Vi har jo et fantastisk kollegaskab i MSD.  At sidde i multidisciplinære teams, hvor alle arbejder sammen mod et fælles mål, fordi der netop er lagt en god strategi, og alle gør deres bedste og er sindssygt dygtige til deres ting er enormt givende. At vi så ovenikøbet rigtig godt kan lide hinandens selskab, og har mange sjove oplevelser sammen – det gør en kæmpe forskel.”

For Gritt er det også en vigtig motivator, at dét, hun og teamet laver, kan være med til at gøre en forskel: ”Nogle gange tænker man ’det er faktisk os som team, som har været med til at drive, at en ny behandling eller test bliver implementeret i DK’.  Dét er ret vildt. Dét, at vores arbejde faktisk kommer kræftpatienterne til gavn ude på hospitalerne, det er meget håndgribeligt”.


DK-NON-01255 / 04.07.2023

Hvordan er det at arbejde hos MSD?

Tea er MSDs Onkologichef

Karin er en vigtig brik i patientpuslespillet