Danske Ørsted indgår for første gang et energi-samarbejde med en virksomhed fra farmaindustrien. Den amerikanske medicinalgigant MSD og Ørsted har indgået en elkøbsaftale (PPA), som er af vigtig betydning for begge virksomheder. ”Vi er tilfredse med, at vi takket være dansk innovation og know-how nu kan fremrykke vores mål om CO2-neutralitet,” siger CEO i MSD Danmark, Catherine Williams.

Ørsted udvider nu sin portefølje af industrikunder til også at inkludere farmaindustrien. Og MSD er ikke hvilken som helst farmavirksomhed. Med sine 69.000 ansatte og en årlig omsætning på $50 mia. er det en af de helt store spillere på den globale scene, som Ørsted fremover skal levere grøn energi til. Det sker gennem en aftale med MSD om køb af strøm fra Armadillo-solcelleanlægget i Texas, USA, der  forventes at blive sat i drift i slutningen af 2022 eller starten af 2023.

At indgå en aftale med medicinalindustrien er et relevant skridt, lyder det fra Ørsted:

”MSD er vores første farma-kunde og derfor er det i sig selv en spændende aftale. Vi ser frem til at samarbejde med dem i deres bestræbelser på at fremme brugen af CO2-fri energi i medicinalindustrien,” udtaler Vishal Kapadia, Senior Vice President og Chief Commercial Officer for Onshore i Ørsted.

Nye bæredygtighedsmål i MSD

Også hos MSD er der tilfredshed at spore med aftalen. Armadillo-anlægget, som kommer til at ligge 50 kilometer fra Dallas, kommer til at betyde, at man kan rykke målet om bæredygtighed i al indkøbt energi i organisationen frem fra 2040 til 2025.

”Vi er tilfredse med aftalen, som for os er et væsentligt skridt på vejen mod at reducere vores aktiviteters påvirkning på miljøet. Vi har et ansvar for, at vores innovation indenfor menneskers sundhed ikke bliver på bekostning af planetens sundhed,” siger Catherine Williams, administrerende direktør i MSD Danmark. Hun fortsætter:

”Denne aftale er én måde at forsøge at løfte en del af vores ansvar. At vi kan sidde som en amerikansk, global virksomhed i Danmark og fremrykke et for os centralt bæredygtighedsmål med 15 år gennem dansk innovation og ekspertise, er vi særligt glade for.”

”Vi er nødt til at vedkende os vores ansvar”

Aftalen som Ørsted og MSD har indgået er en såkaldt VPPA. Det står for Virtual Power Purchase Agreement. Det er en økonomisk aftale, hvorigennem en køber på forhånd går med til at betale en grøn energiudbyder en fast mindstepris for grøn energi.  

Den økonomiske sikkerhed gør det muligt for eksempelvis Ørsted at udvikle nye projekter baseret på vind og sol – såsom det kommende Armadillo-projekt i Navarro County, Texas, .

”Det kan måske lyde lidt højtravende, men jeg mener, at både MSD og Ørsted er to virksomheder, som er beviset på, at nogle af menneskehedens største udfordringer skal overvindes gennem innovation og samarbejde. Uanset, om vi taler om kampen mod antibiotikaresistens eller klimaforandringer. Så det er i mine øjne en virkelig stor dag idag”, afslutter Catherine Williams.

Danske skolebørn føler sig ikke godt nok klædt på, når det gælder viden om vacciner. Samtidig har størstedelen af eleverne svært ved at skelne rigtige nyheder fra fake news. Det viser en helt ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov.

Medierne flyder over med information om corona og vaccine-planer, men 78% af børn i alderen 10 til 15 år svarer i en ny undersøgelse, at de ved ’lidt’, ’meget lidt’ eller ’ingenting’ om, hvordan vacciner virker. 59% af børnene i undersøgelsen svarer desuden, at de er i tvivl om, hvorvidt de kan vurdere, om en nyhed er sand eller falsk.

Undersøgelsen er lavet som led i et projekt, hvor Børns Vilkår, Røde Kors, MSD og undervisningsforlaget Alinea PLUS er gået sammen om at skabe to gratis, digitale læringsforløb, der skal løfte danske skoleelevers viden om smitsomme sygdomme, immunforsvaret, vacciner og fake news.

”På BørneTelefonen bliver vi kontaktet af børn, der er stødt på noget bekymrende på nettet, og de ved ikke, om det passer. Når hvert fjerde barn i undersøgelsen er stødt på fake news om vacciner på nettet, er det vigtigt, at skolerne kommer på banen og lærer eleverne at navigere i strømmen af fake news. En af de bedste kure mod fake news er, at mediebrugere udvikler kritisk tænkning, så de kan sortere i informationer og intentioner online,” siger Camilla Mehlsen, der er digital medieekspert hos Børns Vilkår. 

Viden afhænger af forældrene

Undersøgelsen viser, at børnene primært får deres viden om vacciner fra forældre og familie. Derudover afhænger børnenes viden til dels af forældrenes indkomst. Knap halvdelen (47%) af børn af forældre med en årlig husstandsindkomst på under 300.000 kr. siger, at de ved ’ingenting’ eller ’meget lidt’ om, hvordan vacciner virker. Mens det samme kun gør sig gældende for 25% af børn af forældre med en årlig husstandsindkomst på over 700.000 kr.

Det er dog hverken vaccineskepsis eller mangel på interesse, der er grunden til, at børnene føler sig dårligt klædt på. Tværtimod mener 88%, at det er vigtigt eller meget vigtigt at blive vaccineret, og 76% af alle eleverne i undersøgelsen siger, at viden om vacciner er vigtigt eller meget vigtigt. Det glæder generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl.

”Vi ved, at viden er vigtig for tilliden til myndighedernes anbefalinger. Samtidig er det vigtigt, at den viden bliver gjort tilgængelig for alle uanset social baggrund, så vi ikke skaber et A-hold og et B-hold, fordi det er svært at finde troværdig information. Her spiller skolen en vigtig rolle i forhold til at formidle relevant viden om emner, der har betydning for folkesundheden, herunder vacciner, og at give eleverne værktøjer til at navigere sikkert i den aktuelle nyhedsstrøm,” siger Anders Ladekarl.

Viden afliver myter

I forhold til viden om udvikling af vacciner har medicinalvirksomheden MSD bidraget til undervisningsforløbet med over 135 års erfaring på området.

”Vi er gået ind i projektet, fordi det er et spændende emne, vi selv brænder for. MSD vil gerne bidrage til, at der findes sagligt, relevant og interessant undervisning i børnehøjde inden for det naturvidenskabelige område. Der findes mange myter og misforståelser, når det kommer til vacciner, og derfor er viden på området mere relevant end nogensinde,” fortæller Rune Hørby, der er kommunikationschef i MSD Danmark.

Undervisningsforløbene ”Jagten på vacciner” er gratis tilgængeligt for 4.-9. klasser i hele landet på undervisningsplatformen Forstå.dk fra d. 27. april 2021. i forbindelse med den internationale World Immunization Week i uge 17.  

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 508 CAWI-interview [US1] med børn i alderen 10-15 år i første halvår 2021.

Om undervisningsforløbene

Forløbene ”Jagten på vacciner” er udviklet af undervisningsforlaget Alinea PLUS i samarbejde med Børns Vilkår, Røde Kors og MSD.

Der er tale om to tværfaglige forløb til henholdsvis 4.-6. klasse og 7.-9. klasse. Her får de et historisk overblik over sygdomme, viden om hvordan vacciner blev opfundet, og hvordan de virker i kroppen, ligesom de får indblik i verdenssundhed og vaccinefordeling. Børnene får også redskaber til at skelne fake news fra fakta, så de ikke farer vild i den nyhedsstrøm om vacciner, som de møder på sociale medier og lignende. Læringsforløbene giver ogsåeleverne mulighed for bl.a. at spille sig frem til viden om vacciner. Eksempelvis afsluttes forløbet til de ældste elever med et computerspil,  hvor opgaven er at inddæmme et virusudbrud.

Forløbene er frit tilgængelige på Forstå.dk, en undervisningsplatform, hvor Alinea PLUS samler gratis digitale undervisningsmaterialer af høj kvalitet målrettet grundskolen. Materialerne på Forstå.dk er udviklet, udvalgt og udbudt i samarbejde med en lang række parter, bl.a. af NGO’er, kulturinstitutioner og virksomheder, og Forstå.dk linker til materialet på organisationernes skolesites. Nogle af materialerne er udviklet i partnerskab mellem Alinea PLUS og partnere.