MSD indgår elkøbsaftale med Ørsted

Save Print

May 3, 2021 15:53 Europe/Copenhagen

Danske Ørsted indgår for første gang et energi-samarbejde med en virksomhed fra farmaindustrien. Den amerikanske medicinalgigant MSD og Ørsted har indgået en elkøbsaftale (PPA), som er af vigtig betydning for begge virksomheder. ”Vi er tilfredse med, at vi takket være dansk innovation og know-how nu kan fremrykke vores mål om CO2-neutralitet,” siger CEO i MSD Danmark, Catherine Williams.

Ørsted udvider nu sin portefølje af industrikunder til også at inkludere farmaindustrien. Og MSD er ikke hvilken som helst farmavirksomhed. Med sine 69.000 ansatte og en årlig omsætning på $50 mia. er det en af de helt store spillere på den globale scene, som Ørsted fremover skal levere grøn energi til. Det sker gennem en aftale med MSD om køb af strøm fra Armadillo-solcelleanlægget i Texas, USA, der  forventes at blive sat i drift i slutningen af 2022 eller starten af 2023.

At indgå en aftale med medicinalindustrien er et relevant skridt, lyder det fra Ørsted:

”MSD er vores første farma-kunde og derfor er det i sig selv en spændende aftale. Vi ser frem til at samarbejde med dem i deres bestræbelser på at fremme brugen af CO2-fri energi i medicinalindustrien,” udtaler Vishal Kapadia, Senior Vice President og Chief Commercial Officer for Onshore i Ørsted.

Nye bæredygtighedsmål i MSD

Også hos MSD er der tilfredshed at spore med aftalen. Armadillo-anlægget, som kommer til at ligge 50 kilometer fra Dallas, kommer til at betyde, at man kan rykke målet om bæredygtighed i al indkøbt energi i organisationen frem fra 2040 til 2025.

”Vi er tilfredse med aftalen, som for os er et væsentligt skridt på vejen mod at reducere vores aktiviteters påvirkning på miljøet. Vi har et ansvar for, at vores innovation indenfor menneskers sundhed ikke bliver på bekostning af planetens sundhed,” siger Catherine Williams, administrerende direktør i MSD Danmark. Hun fortsætter:

”Denne aftale er én måde at forsøge at løfte en del af vores ansvar. At vi kan sidde som en amerikansk, global virksomhed i Danmark og fremrykke et for os centralt bæredygtighedsmål med 15 år gennem dansk innovation og ekspertise, er vi særligt glade for.”

”Vi er nødt til at vedkende os vores ansvar”

Aftalen som Ørsted og MSD har indgået er en såkaldt VPPA. Det står for Virtual Power Purchase Agreement. Det er en økonomisk aftale, hvorigennem en køber på forhånd går med til at betale en grøn energiudbyder en fast mindstepris for grøn energi.  

Den økonomiske sikkerhed gør det muligt for eksempelvis Ørsted at udvikle nye projekter baseret på vind og sol – såsom det kommende Armadillo-projekt i Navarro County, Texas, .

”Det kan måske lyde lidt højtravende, men jeg mener, at både MSD og Ørsted er to virksomheder, som er beviset på, at nogle af menneskehedens største udfordringer skal overvindes gennem innovation og samarbejde. Uanset, om vi taler om kampen mod antibiotikaresistens eller klimaforandringer. Så det er i mine øjne en virkelig stor dag idag”, afslutter Catherine Williams.