
Kolesterol føles ikke som et problem
– Før det er et.

Hvad er kolesterol?
Kolesterol er et fedtstof, som kroppen har brug for til blandt andet cellemembraner samt dannelse af hormoner, D‑vitamin og galdesyrer. Det dannes primært i leveren og transporteres i blodet som LDL‑kolesterol (”det lede”) og HDL‑kolesterol (”det herlige”). For meget LDL‑kolesterol (LDL-C) kan aflejres i blodkarrene og over tid føre til åreforkalkning, som øger risikoen for alvorlige hjerte-kar-sygdomme som hjertekrampe, blodprop i hjertet og blodprop i hjernen.

Fakta om kolesterol
Omkring 2 millioner danskere lever med forhøjet kolesterol (hyperkolesterolæmi). Forhøjet kolesteroltal defineres som LDL‑kolesterol over ca. 3 mmol/l. Mange er ikke diagnosticeret og mange ikke i tilstrækkelig behandling. Studier viser, at op til 70% af højrisikopatienter ikke når deres anbefalede LDL‑mål. Forhøjet LDL‑kolesterol giver som regel ingen symptomer, før der opstår alvorlige hjerte‑kar‑hændelser, men kan diagnosticeres med en blodprøve.

Konsekvenser af forhøjet LDL‑C
Forhøjet LDL‑kolesterol (hyperkolesterolæmi) er en veldokumenteret risikofaktor for hjerte‑kar‑sygdom. Personer med forhøjet LDL-C har øget risiko for blodpropper i hjertet og hjernen, særligt hvis tilstanden optræder sammen med f.eks. forhøjet blodtryk, diabetes mv. Studier viser, at jo længere tid LDL-C-niveauet er forhøjet, jo større er risikoen. Men også at for hver mmol/l man reducerer, mindskes risikoen for hjerte‑kar‑hændelser med op til 25 %.
Selvom du er i behandling, er det ikke sikkert dit kolesterolniveau er, hvor det skal være.
Lær mereHar du hjerte-kar-sygdom i familien? Familiehistorik er en vigtig risikofaktor for forhøjet kolesterol.
Lær mereForhøjet kolesterol giver ingen symptomer. Derfor kan du stadig være i risiko for hjertehændelser.
Lær mere
Tal med din læge om dine kolesteroltal
– og få klarhed over din risiko.
Forhøjet kolesterol øger risikoen for hjerte‑kar-sygdom – ofte uden at give mærkbare symptomer. Derfor er det vigtigt at kende sit kolesteroltal og sit LDL-C niveau og få vurderet sin samlede hjerte‑kar-risiko, især hvis du har én eller flere risikofaktorer.
En simpel blodprøve kan give vigtig viden om dit kolesterol og være et første skridt mod bedre forebyggelse af hjerte‑kar-sygdom.
Er du i behandling for forhøjet kolesterol?
Hvis du er blevet diagnosticeret med forhøjet LDL-kolesterol (hyperkolesterolæmi), er du langt fra alene. Mange mennesker lever i dag med forhøjet kolesterol og er allerede i behandling for at reducere risikoen for hjerte- kar-sygdom.
Men behandling i sig selv er ikke altid ensbetydende med, at kolesterolniveauet er tilstrækkeligt lavt. Studier viser, at mange patienter med højt kolesteroltal ikke når deres LDL‑C‑mål – også selvom de er i aktiv behandling. Dermed kan de fortsat være i risiko for hjerte-kar-sygdom og hjertehændelser.
Derfor er det fortsat vigtigt at kende sine kolesteroltal – også efter behandlingsstart.
Har du diabetes?
Hvis du lever med diabetes, har du en markant øget risiko for hjerte-kar-sygdom sammenlignet med personer uden diabetes.
Personer med diabetes (sukkersyge) har ofte forhøjet LDL‑kolesterol, hvilket accelererer åreforkalkning (aterosklerose) og øger risikoen for blodpropper i hjertet og hjernen.
Regelmæssige målinger af LDL-C er en vigtig del af den samlede risikovurdering ved diabetes og et centralt element i forebyggelsen af hjerte-kar-sygdom.
Når du har haft en hjerte-kar-hændelse
Hvis du tidligere har haft en blodprop i hjertet, et slagtilfælde eller en anden hjerte-kar-hændelse, ved du allerede, hvor alvorlig sygdommen kan være. Det, som mange ikke er klar over, er, at risikoen for at få en ny hændelse fortsat er forhøjet – også efter den første hændelse.
Efter blodprop eller slagtilfælde er åreforkalkning nemlig ofte udbredt i flere kar.
At kende sit LDL‑C‑tal, og eventuelt nedbringe forhøjet kolesterol (hyperkolesterolæmi), er afgørende for at reducere risikoen for nye hjerte‑kar‑hændelser.
Du kan føle dig sund og stadig være i risiko for en hjerte-kar-hændelse
Hjerte-kar-sygdom udvikler sig ofte langsomt og uden mærkbare tegn. Mange opdager først deres forhøjede kolesterol i forbindelse med et slagtilfælde eller en blodprop.
Særligt hvis du er over 50 år og/eller overvægtig og/eller ryger og/eller inaktiv og/eller har forhøjet blodtryk kan du være i øget risiko for et slagtilfælde, blodprop eller hjerteanfald.
Selvom man ikke kan ændre alder eller genetisk disposition, kan man handle på risikofaktorer, der kan måles og påvirkes. LDL-kolesterol er en af de mest veldokumenterede faktorer i forebyggelsen af hjerte-kar-sygdom. Lavere LDL-C er forbundet med lavere risiko for hjerte-kar-hændelser og tidlig indsats giver større langsigtet gevinst.
At kende sit LDL-C kolesteroltal er derfor et vigtigt skridt i at forebygge hjerte-kar-sygdom – også før man mærker konsekvenserne.
Hjerte-kar-sygdom i familien
Hvis der har været tilfælde af hjerte-kar-sygdom i din nærmeste familie, har du selv en øget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom. Det gælder for eksempel, hvis en forælder eller søskende har haft blodprop i hjertet, slagtilfælde eller anden hjerte kar hændelse.
Alligevel er mange ikke opmærksomme på, at familiehistorik i sig selv er en vigtig risikofaktor. Denne manglende opmærksomhed betyder, at risikoen ofte først opdages sent – eller først efter en alvorlig hændelse.
Selvom man ikke kan ændre sin familiehistorik, kan man handle på de risikofaktorer, der kan måles og påvirkes. LDL-kolesterol er en af de mest veldokumenterede og behandlingsbare faktorer i forebyggelsen af hjerte-kar-sygdom. Derfor er det vigtigt at kende sine kolesterol-tal, og vide hvordan man eventuelt kan påvirke dem.
Forebyggelse af forhøjet kolesterol
Forhøjet LDL‑kolesterol kan i mange tilfælde forebygges og reduceres. Studier viser, at en sund livsstil kan sænke LDL‑kolesterol med cirka 10–15 % hos mange mennesker, særligt ved mild til moderat forhøjelse. Det gælder blandt andet ved at reducere indtaget af mættet fedt, øge mængden af kostfibre og være fysisk aktiv regelmæssigt.
For nogle er livsstilsændringer dog ikke nok til at nå anbefalede LDL‑mål – enten fordi kolesterolet er markant forhøjet, eller fordi risikoen for hjerte‑kar‑sygdom er høj. I disse tilfælde findes der medicinsk behandling, som kan sænke LDL‑kolesterol betydeligt og dermed reducere risikoen for blodprop i hjertet og hjernen. Europæiske og internationale retningslinjer anbefaler, at livsstil og medicinsk behandling ses som supplerende redskaber i forebyggelsen af hjerte‑kar‑sygdom.
Det vigtigste første skridt er at kende sit kolesteroltal og drøfte sin samlede risiko og eventuelle behandlingsmuligheder med sin læge.
DK-NON-01883 // Marts 2026