Rasmus er bindeleddet, der gør forskning til fremtidens behandling
”Hver gang en patient indgår i et klinisk forsøg, kan det ændre udfaldet for fremtidens patienter.”
Rasmus Hassø er Associate Clinical Research Associate (aCRA) i MSDs afdeling for Klinisk Forskning i Danmark. Klinisk forskning er af stor betydning for MSD – men også for fremtidens behandlere og patienter, da forskning i nye lægemidler er grundlaget for, at der (videre)udvikles sygdomsbehandling.
Rasmus’ kerneopgave er at være bindeleddet mellem forskellige danske forskningsenheder og MSD:
”Jeg verificerer, at patientinklusionen er i overensstemmelse med protokollerne, at patientsikkerheden overholdes, og at de indsamlede data er korrekte. Det er vigtigt, at de data, vi indsamler i forsøgene, er valide. Kun sådan kan de danne grundlag for fremtidens behandlinger,” siger Rasmus.
Det er et arbejde, der stiller store krav til Rasmus’ selvstændighed og forudsætter et tæt samarbejde med læger, sygeplejersker, forskningsenheder samt forskellige afdelinger og fagligheder i MSD – særligt i opstarten af nye forsøg.
Hver patient tæller
Rasmus arbejder med forsøgsprotokoller inden for flere forskellige terapiområder, blandt andet onkologi og hjerte-kar-sygdomme. I onkologiforsøgene bliver behandlingerne mere og mere målrettede, og derfor kan inklusionskriterierne være snævre, så hver patient tæller:
”Det er et vigtigt skridt, hver gang vi får en ny patient med i et forsøg,” fortæller han – ”både for den enkelte og i det store perspektiv, hvor hver korrekt inkluderet patient bidrager til evidens, der har potentiale til at ændre standarder og muligheder for fremtidige patienter.”
Rasmus arbejder dog også med protokoller, hvor patientpopulationen potentielt er meget stor. Netop nu er han involveret i forskning af en ny kolesterolsænkende behandling. Det vurderes, at omkring 2 millioner danskere har forhøjet kolesterol, og at en del af dem i dag ikke modtager behandling, der sænker deres kolesterol til det ønskede niveau:
”Det er virkelig spændende at samarbejde med klinikere, der ser mulighederne for, at den behandling, vi undersøger netop nu, måske kan hjælpe tusinder af mennesker – forudsat, at den vurderes effektiv og sikker og bliver tilgængelig i Danmark. Forsøg i den skala giver mening på et helt andet niveau.”
Fra humanfysiologi til klinisk forskning
Rasmus er kandidat i humanfysiologi fra Københavns Universitet (2023), og egentlig havde han en helt anden plan med sin karriere:
”Jeg troede faktisk, jeg skulle arbejde med professionelle atleter, og det fik jeg også lov til at prøve af, men for at være ærlig, var det ikke lige mig.”
I stedet vendte han blikket mod sine styrker: forskningsforståelse, data og et klinisk fagsprog. Og så vurderede han, at det kunne bruges i lægemiddelindustrien. Det var dog ikke helt lige til at få foden indenfor.
Rasmus var dog heldig i hans timing, for netop da han søgte, slog MSD Danmark en såkaldt aCRA stilling op. Det lille ”a” foran titlen betyder, at det er en entry-stilling, hvor der er rum til, at læringen og erfaringsopbygningen prioriteres. Det er en del af MSDs satsning på en mangfoldig medarbejderskare, der bringer nye profiler ind i klinisk forskning, hvor mange ellers traditionelt kommer fra sygeplejefaget.
”Jeg er virkelig glad for den satsning, og jeg synes, det giver så meget mening. Jeg er blevet taget ind med min akademiske baggrund og uden forudgående erfaring fra den kliniske verden, og den har jeg så opbygget nu.”
”Vi stoler på dig”
MSD, der er en af de største private investorer i klinisk forskning i Danmark, var allerede på Rasmus’ radar, inden han landede jobbet her.
”MSD er kendt for at være dygtige til at lave klinisk forskning, og det vil jeg personligt gerne bidrage til, at vi bliver ved med.”
Derfor sætter Rasmus en ære i at bære MSDs faglige ry med sig ud på sites, hvor kvalitet, faglighed og patientsikkerhed er principper, som han bygger sit daglige arbejde på.
Men det er ikke de eneste kvaliteter ved MSD i Rasmus’ optik.
”Arbejdsopgaverne er enormt spændende. Men den fleksible måde jeg kan arbejde på her, er nok det mest bemærkelsesværdige.”
Rasmus kan mere eller mindre planlægge sit arbejde, som han vil, og han samler gerne sine besøg på sites i én uge og ugen efter bruges på kontorarbejde enten hjemmefra eller fra kontoret på Havneholmen.
”Der er den præmis her, at ’vi stoler på dig’. Den tillidsudveksling sætter jeg virkelig pris på, og den går i øvrigt begge veje. Jeg kan tage en løbetur midt på dagen hvis jeg vil. Til gengæld står jeg også til rådighed på skæve tidspunkter. Fleksibiliteten gør bare, at jeg har endnu mere lyst til at gøre mig umage og levere.”
Udover fleksibiliteten er noget af det bedste ved hans arbejde, at han er omgivet af dygtige mennesker og høj faglighed, og at han lærer noget hver eneste dag:
”Hvis man vil udvikle sig og lære noget, skal man turde sige ting højt; sætte spørgsmålstegn ved ting og eksponere hvor man ikke ved nok. Det kan man gøre her.”
DK-NON-01799 // December 2025
Hvordan er det at arbejde hos MSD?
Simon er chef for External Affairs