Hero image

Mennesker der lever forandret

Ligesom et kræftforløb i sig selv kan være svært at forudsige, så er det også svært at spå om, hvordan det enkelte menneske bliver påvirket af kræften.

Kræft vil formentlig – på den ene eller den anden måde – forandre dig og dit syn på livet. Herunder kan du læse, hvordan Peter og Marianne blev påvirket og forandret af kræft.

Du er ikke alene. Det er almindeligt at blive følelsesmæssigt påvirket af at få en kræftsygdom. Mange oplever, at deres følelser svinger mellem håb og frygt, glæde og tristhed. Der er ikke nogen rigtige eller forkerte reaktioner. Mange kan også have svært ved at genkende sig selv i tiden lige efter diagnosen. Du oplever måske, at du har lettere til tårer eller hurtigere farer op. Reaktionerne er lige så mange, som der er mennesker med kræft. Men én ting er sikker: Du er ikke alene.  

Marianne er i live og i arbejde

En fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet har ikke alene båret Marianne, 50, men også hendes familie gennem et langstrakt kræftforløb. Arbejdet har været det frirum, hvor hun har samlet kræfter til at bekæmpe sygdom og fastholde sin identitet. 

Er der noget, min kræftdiagnose har lært mig, så er det at sætte pris på hverdagen. Jeg skal ikke ud at flyve luftballon over den afrikanske savanne eller hoppe i elastik fra en bro i Sydamerika. 

For mig betyder den grå hverdag alt. At kunne stå op om morgenen, gøre mig klar og tage på arbejde. Træde ind ad døren på skolen, hvor jeg arbejder og være pædagogen Marianne, der er anerkendt for sin faglighed og engagement. Og hvor gode kolleger taler til mig og behandler mig, som de altid har gjort – både før og efter diagnosen. Det betyder alverden for mit selvværd, at jeg bare kan få lov til at være mig selv. Og ikke kun ‘Marianne med kræft’. 

 

At jeg kan arbejde er ikke kun en stor gave for mig. Det har også stor betydning for min familie. Mine børn finder ro i at vide, at jeg hver morgen kan stå op og tage på arbejde. Og det er en lettelse for mig at vide, at de ikke er bekymrede for mig hele tiden. 

 Jeg har arbejdet det, jeg kunne, under det meste af mit sygdomsforløb. Jeg har haft kræfterne til det på trods af sygdom og behandlinger. Faktisk er det arbejdet, der har holdt mig oppe, når tanker og bekymringer har presset sig på. Arbejdet har givet mig et frirum fra kræften, og jeg er gået på arbejde hver dag med glæde. 

Derfor er det også ironisk, at det netop er det at ville og kunne arbejde, som har voldt mig flest kvaler og der, hvor jeg har grædt mange tårer. Ikke på grund af mine arbejdsgivere. De har været fantastiske! Men systemet. Jeg passer ikke ind i deres kasser – for hvad stiller man op med en kræftpatient, som gerne vil og kan passe sit arbejde så meget som muligt? Den kasse findes ikke. 

Kommentarerne gjorde mig usikker. Usikker på mig selv. For havde jeg glemt at mærke efter? Burde jeg være sygemeldt? »Nej,« sagde min egen læge. Og han har ret. 

Nogle gange har jeg tænkt, at det nemmeste var at være sygemeldt – uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Den kasse er nem at finde. Men jeg hører bare ikke til i den. Mit arbejde giver mig ro. Giver mig energi. På mit arbejde kan jeg være noget for andre, være en ligeværdig kollega og passe de arbejdsopgaver, som altid har været mine. Jeg har ikke behov for en delvis sygemelding med alle de regler, der er for det, og hvor jeg skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Jeg har brug for at bruge mine kræfter på min behandling og på at passe det arbejde, jeg allerede har. Det andet er spild af værdifuld tid. Kommunens. Mine arbejdsgiveres. Min. 

 

Jeg har flere gange i mit forløb mødt: »Hvor er du sej, at du stadig arbejder« eller »Du er vel sygemeldt?«. Den reaktion er kommet bag på mig. Jeg føler mig ikke specielt sej. En sygemelding har aldrig været mit ønske. Hvorfor skulle jeg det, når jeg klarer behandlingerne forholdsvis godt? 

 

Kommentarerne gjorde mig usikker. Usikker på mig selv. For havde jeg glemt at mærke efter? Burde jeg være sygemeldt? »Nej,« sagde min egen læge. Og han har ret. 

Mit arbejde er mit frirum. Der, hvor jeg samler energi til at kunne bære mig selv og min familie gennem min sygdom. 


Peter er i live og han har lyst til mere

Tre kræftdiagnoser har lært Peter, 69, at livet skal nydes, mens vi er her. Med et positivt sind og en livsindstilling, der smitter af på de nærmeste omgivelser, bliver lysten til at gøre og opnå mere næret og forfulgt.

Én kræftdiagnose kan være overvældende. Tre kan slå benene væk under de fleste. Og det gjorde det også den dag, jeg fik min diagnose. Jeg var fuldstændig uforberedt, uden parader og alene, da lægen overbragte mig resultaterne fra de prøver, de havde foretaget. Når jeg kigger tilbage, tror jeg, at jeg må have befundet mig i en choktilstand, da jeg forlod hospitalet. Jeg græd som pisket, uden stop, og havde det, som om verden faldt ned omkring mig den dag. Jeg har altid haft en ”Kræft – det er noget, der sker for naboen. Ikke for mig”-attitude, og den dag var det pludselig mig, der var naboen.”

”Da den værste forskrækkelse havde fortaget sig, og jeg havde kigget min hustru og mine børn i øjnene og forvisset dem om, at denne kamp skulle jeg nok vinde, var det, som om mit sind ændrede sig – ikke til noget nyt og ubekendt, men tilbage til den, jeg var før diagnosen. Jeg kunne se og mærke på mine omgivelser, hvor påvirkede de var af min sindsstemning, og da jeg lod dem vide, at jeg var ok, og at alt nok skulle blive godt igen, var det, som om, de adopterede mit positive sind og livsindstilling. Og fra den dag har vi set fremad sammen. Jeg er overbevist om, at en positiv livsindstilling har en helbredende effekt og smitter af på de mennesker, der opholder sig omkring mig. Hvis jeg ikke hænger med hovedet, hvorfor skal de så?!”

”Tre kræftdiagnoser har lært mig, at vi skal nyde livet og hinanden, mens vi er her. Jeg har fået mere lyst til livet. Har fået lyst til at opleve mere. Prøve mere. Rejse mere. Med min hustru. Med børnene. Med børnebørnene og med vores venner. De næste rejser er allerede bestilt, og jeg føler mig enormt privilegeret over, at det kan lade sig gøre. Jeg er godt klar over, at jeg er en af de heldige, hvis sygdom blev opdaget i tide, og det er jeg dybt taknemmelig for. Selvom en række fysiske konsekvenser minder mig om mine kræftdiagnoser i det daglige, definerer jeg ikke mig selv som en kræftoverlever – snarere som en tredobbelt lottovinder.”

DK-NON-00338
DK-NON-00106
DK-NON-00719